|
28.
juli 2006
Íslendsk nútíðarlist
- 5. august 2006
Háttvirda samkoma
Kære gæster
Jeg vil gerne først rette en
hjertelig tak til Listasavn Føroya for invitationen
til at tale her i dag ved åbningen af udstillingen
Endurnýggjað íslendsk málningalist.
Det er altid med glæde, at man
kommer i Listaskálan, hvor de smukke rammer og det
fine indhold er en nydelse. Man forlader stedet en lille
smule forandret og beriget som menneske.
Denne gang skal det handle om islandsk
nutidskunst.
Den islandske billedkunst er ligesom
den færøske af yngre dato. Det var historiefortællingerne
(sagaerne) og musikken (kvadene) der indtil slutningen af
19.-tallet var hovedhjørnestenen i den islandske
kultur. Først da kom billedkunsten på banen
som et selvstændigt kunstnerisk udtryk. Det samme
skete her på Færøerne blot nogle år
senere. Men med hvilken kraft! De første pionerer
på Island satte sig spor langt ud over landets grænser.
Vi ved, at flere færøske
kunstnere bl.a. Thomas Arge og Hans Hansen var dybt optaget
og inspireret af Jóhannes Kjarvals kunst. Også
i dag og i brede kunstneriske kredse i norden er Kjarval
kendt og yndet som en meget stor kunstner, hvis værker
stadig gør sig gældende som noget at det ypperste.
Vi er så heldige, at vi i Lagtingshuset og i Torshavns
kommune ejer værker af Kjarval, som vi er meget glade
for og stolte af.
På Island udviklede billedkunsten
sig til det mest betydningsfulde kunstneriske medie i første
halvdel af det 20. årh. men derefter blev den påvirket
af den internationale udvikling og scenen blev overtaget
af et væld af forskellige kunstneriske udtryk som
performance og konceptkunst. Men maleriet overlevede
og stod fra 1980´erne og frem til i dag frem med en
fornyet kraft.
De 5 kunstnere, der er repræsenteret
på denne udstilling, har hver på sin måde
været bidragydere til denne fornyelse. Deres forskellighed
viser rigdommen i islandsk kunst og er et udtryk for, at
der er plads til, at den enkelte kunstner kan udvikle sig
og gå i sin helt egen retning og alligevel være
med på kunstscenen. Der er plads til individualitet
og originalitet.
Odd Nerdrum har norske rødder, men er nu bosiddende
på Island og har sit hovedvirke der. Hans på
mange måder originale, provokerende og banebrydende
kunstneriske univers er kontroversiel og taler den moderne
kunstopfattelse midt imod.
Også Karólina Lárusdóttir
er gået sine helt egne kunstneriske veje. Hendes figurative,
fortællende billedverden har dagligdagen og det almindelige
menneske som motiv. De farverige billeder udstråler
en egen varm humor og glæde ved livet, sådan
som det er i lyst og nød.
Georg Guðni Hauksson har taget sit
udgangspunkt i de store islandske kunstneres landskabsmalerier
og bygger således direkte på traditionen. Men
hans landskaber er ikke traditionelle. Det er ikke bestemte,
genkendelige motiver, men snarere stemninger, skabt af forskellige
belysninger. Man kan sige, at hovedmotivet i værkerne
er horisonten, der hvor jorden og himlen mødes. Der,
hvor mørket og lyset favner hinanden.
Kristin Gunnlaugsóttir har et
meget personligt kunstnerisk udtryk. Flere års studier
i Italien har sat sig sine spor i værkerne. Her studerede
hun bl.a. den byzantinske ikon tradition denne tradition
er blevet den klangbund, hun bygger sine værker på.
I dem forenes en meget gammel sydeuropæisk billedopfattelse
og udtryksmåde med den nordiske landskabstradition.
En helt unik forening. Samtidig er mennesket i centrum og
den guddommelige dimension nærværende.
Stefán Boulter har også
studeret i udlandet, i USA og Italien og er elev af Odd
Nerdrum, men har fundet sin helt egen motivverden og metode.
Hans følsomme portrætter og opstillinger med
skåle vidner om en kunstner, der arbejder dybt seriøst
med de grundlæggende elementer i billedkunsten på
traditionens grund. Det er måske netop her den egentlige
fornyelse ligger: på traditionens grund - i modsætning
til den moderne tid, hvor alt netop gik ud på at gøre
oprør mod traditionen og fjerne sig fra den.
På Færøerne føler
vi et tæt naboskab, venskab og fællesskab med
Island og det islandske folk, og vil jeg byde de 5 kunstnere
hjertelig velkommen til Færøerne og Tórshavn
Vi har glædet os meget til at
stifte nærmere bekendtskab med blomsten af islandsk
nutidskunst. Vi kan se, at det ikke er en enlig blomst,
men en stor og frodig buket.
Og med disse ord samt de bedste ønsker,
har jeg fornøjelsen af, at kunne erklære udstillingen
for åben.
Heðin Mortensen
|